Flere anmeldelser
Kære Rie Falkenberg Mortensen.
Da jeg havde set, nydt og grinet over din udstilling – både dine pragtfulde figurer og dine helt vidunderlige tekster – lovede jeg selv og mit selskab, at jeg ville opfordre dig til/ bønfalde dig om, at udgive dine geniale opfindelser i bogform. Alle – børn og voksne – vil have stor glæde af flertydigheden i dine figurer og ikke mindst i kombination med finurligheden i dit sprog. Jeg er så imponeret og ville så meget ønske, at mange, mange kunne få mulighed for at opleve dit univers. Jeg er årgang 1942, har været på Bornholm hvert år i mit liv og glædet mig over de kunstneriske aktiviteter på min dejlig ø. Og i år fik din ekstremt humoristiske udstilling mig til – for første gang – at henvende mig direkte til en kunstner.
Venlig hilsen Ingelise Hougs.
Hej Rie.
Jeg var på ferie på Bornholm, hvor jeg så din udstilling på Grønbechs Gård. Og pladask så var jeg forelsket. Sikke nogle skønne dyr med helt utrolige udtryk og liv. Jeg sidder her flere uger efter og husker stadig helt tydeligt dine værker fra udstillingen, mens det meste andet blegner for mig.
Når jeg ser noget så nyt og anderledes, og når jeg bliver så imponeret over en kunsthåndværker, så skal vedkommende vide det. Derfor denne mail.
Mvh Ida Yde.
Kære Rie.
Du er et stort scoop!Dine skønne fugle, fugle historier og hele stemningen omkring dem er uovertruffen.
Min compliment.
Men Rie en stor succes og en fantastisk udstilling med over 300 gæster.
Mh Troels.
Mail fra Henrik Brandt- Pedersen, redaktør af forlaget Eksistensen.
Hej Marie.
Nu har vi set på dit forslag til en udgivelse, og om end det i bedste forstand er noget af det mest originale, vi længe har set, så bliver det et nej tak til udgivelse. Men tak for anledningen til at se dette værk.
Vh Henrik.
Mail fra Pernille Follmann Ballebye, redaktør af Kristeligt Dagblads forlag.
Kære Marie Falkenberg.
Mange tak for tilsendte. Meget smukt, finurligt og anderledes, men desværre udenfor vores udgivelsesområde, så jeg siger pænt nej tak.
Held og lykke med at finde andre veje.
Kære Marie.
Tak for rejsen du tog mig med på. ForUnderlige fugle er så smuk, de fotografier må jeg bare se igen og igen. Stor kunst og stor energi til at føle sit hjerte bærer denne kæmpe kunstbog præg af. Du åbner mine øjne for det smukke i det små. Og det gør indtryk, din kamp for miljøet og væk med fredagsslik. Det er en bog, der kræver fordybelse og genlæsning. Tak fordi du så hudløst ærlig tør vise mennesket Maries tilblivelse. Det frø, der blev dig. En smuk, finurlig og livsglad Marie. Sender foto af foreløbigt billede, jeg har malet på, mens jeg læste din bog. Indtryk giver udtryk.
Tak. Kram Jytte. Jytte Gregersen.
Nu er jeg halvvejs gennem bogen forUnderlige fugle af Marie Falkenberg Mortensen. En forunderlig rejse i forskellige forunderlige fuglearter jeg aldrig har hørt om før – jeg gemmer resten til påske, for den skal tages i små portioner. Beskrivelsen er utroligt rammende og inspirerende.
Foreløbig føler jeg mig mest i slægt med nakkesangerne, så meget at jeg midt i doodleriet (fri fantasi tegning) måtte opfinde min eget (under) art for at passe ind. Her den så:
Selvhøjtidelig Socialdemokritisk Stivnakke Sanger.
Habitat: Den sydalbertslundske pamperslette bag kulisserne.
Vaner: Pynter sig med lånte fjer.
Tak for en meget underholdende og inspirerende bog Marie Falkenberg Mortensen. Det bedste bogkøb i umindelige tider.
Henrik Joseph Suadicani, lærer.
