Gammelrynket Navlestrengs-overførende el Espa-niolsanger

Anatomiske og kultursociologiske kendetegn

Højde: 10 cm. 

Trækfugl: Trækker til alle bjergrige områder og alle eksotiske steder.

Artsinddelinger: Fertilitetsekshibitionister.

Familier: Peberfrugtfamilien.

Habitater: Klippefyldte landskaber. Særligt begejstret for Soserenden og Arnagerklinten på Bornholm. Eksotiske steder over hele verden.

Yndlingsfarver: Farverne i koreanske nationaldragter.

Yndlingsplanter: Peberfrugtplanter. Tvillingeblomst.

Yndlingsbøger: Foretrækker at snakke og lytte frem for at læse.

Motto: Den 2. spirituelle lov for succes, loven for det at give: ”Og i vores villighed til at give det, vi søger, sikrer vi, at universets overflod bliver ved med at cirkulere i vores liv.” (Chopra, 2009: 39).

Yndlingssange: Lean on Me – Bill Withers. Veinte Anos – Buena Vista Social Club. Orgullecida – Buena Vista Social Club. Just a Closer Walk with Thee – Mahelia Jackson (Newport 1970), og nakkefjerene rejser sig. 

Kunst – kultur – interesser: Kommunikation. Antropologi. Sprog, specielt spansk. Synkronitet. Farvers psykologiske betydning. Undervisning i kreative fag. Akvarelmaling. Klatring. Rappelling. Systemisk familieopstilling. Familie-fokuseret.

Navlestreng og navlestrengsknude hos el Espaniolsanger.

Næb og navle hos el Espaniolsanger kræver særlige forklaringer. Man kan ikke lære af andres erfaringer, siges der. Imidlertid har Gammelrynket Navlestrengsoverførende el Espaniolsanger forholdt sig grundigt til den store ærgrelse, der ligger i ikke at kunne overføre egne, dyrekøbte erfaringer til andre, specielt til sine unger. Hun har tænkt: “Det skal fand’me være løgn!”

Cirka i centrum af den rynkede, træagtige, rødbrune mave har fuglen sin navle. Den er sammen med næbbet det centrale omdrejningspunkt i fuglens familiære liv. Ud fra navlen udgår en meget stærk, blå navlestreng. Fuglen kan til enhver tid via navlestrengen knytte an til artsbeslægtede, og ved hjælp af denne enkle kropsdel kan hun overføre erfaringer af følelsesmæssig art til sine unger og andre familiemedlemmer, idet hun til- og afkobler navlestrengen efter behov. Afstanden, over hvilken denne funktion virker, afhænger udelukkende af navlestrengens længde. 

El Espaniolsanger selvandens gennemsigtige kommunikationsnæb.

El Espaniolsanger er den først spottede af de tre arter i peberfrugtfamilien. Alle tre arter har udviklet specifikke evner inden for kommunikation.

Arten er generelt sprogligt begavet og meget interesseret i kommunikation. Tilnavnet el Espaniol dækker over, at denne særlige underart af Navlestrengsoverførende Sanger i sin navlestrengskobling også kan overføre spansk direkte fra den ene fugl til den anden.

Næbbet, der er gennemsigtigt, hårdt og afrundet, på en og samme tid målrettet og venligt, er velforsynet med blodkar, der tilfører taleorganerne maksimal energi. Næbbets gennemsigtighed supplerer navlestrengsoverførselen på fineste vis, da det gør det muligt at aflæse tungens stilling, blandt andet når der, som det er så karakteristisk på spansk, rulles på r’erne. Hun taler meget. Munden er næsten altid åben. Hun henrykkes over alt, hvad der har med sprog og kommunikation at gøre, og når hun en sjælden gang oplever synkronitet, bliver hun ellevild af begejstring.

El Espaniolsanger selvanden på Arnagerklinten.

Som fritidsinteresse holder el Espaniolsanger af at klatre. I den sammenhæng har hun også stor glæde af sin navlestreng. 

“Hele dagen i går klatrede vi rundt på Arnagerklintens kalkhylder. Vi troede, vi ville møde Rosinrunken Arnagerklinteklire, men rygtet siger, at hun er immigreret til Kreta. Flygtet fra den danske regn. Men i går var det et strålende vejr, og klintens kubisme fremtrådte ophidsende smukt i et væld af råhvide skyggetoner iblandet mange nuancer af rødbrun og gylden okker.

udpluk af bogens tekst

El Espaniolsanger selvanden klatrer i klipperne ved Stammershalle.