Pinktunget Koglenæbbet Lavgumpet Fossilsamlersanger del Kotia
Anatomiske og kultursociologiske kendetegn
Højde: 9 cm.
Trækfugl: Trækker til alle steder med fossiler.
Artsinddelinger: Indsamlersangere.
Familier: Ingen kendte.
Habitater: Møns Klint. Faxe Kalkbrud. Fur. Læså-profilet, Bornholm. Øland i Sverige. Jurassic Coast og Eastbourne i England. Alle fossilrige strande over hele verden.
Yndlingsfarver: Rødbrun sammenstillet med pink, råhvid, lysebrun, blågrå og slangetungeblomstfarvet.
Yndlingsplanter: Slangetunge. Kællingetand.
Yndlingsbøger: Sten i det danske landskab – Per Smed. Bornholm fra tidernes morgen – Arne Larsen. Jurassic Coast, A Walk Through Time – edited by professor Denys Brunsden. Exploring The Undercliffs – Donald Cambell. Den franske løjtnants kvinde – John Fowles. Stone Girl Bone Girl – Laurence Anholt. Forunderlige skabninger – Tracy Chevalier.
Motto: Den, der søger, skal finde.
Yndlingssange: Modern Moose Yodel – Mohikan Mode. Sittin’ on the Dock of the Bay – Otis Redding. Havets brusen.
Kunst – kultur – interesser: Palæontologi. Fossiler. Myter knyttet til fossiler. The Undercliff. Muslingen albueskel. Havslebne kulturfragmenter som for eksempel glas- og porcelænsskår. Strandsten. Spise madpakke på stranden. Slikke sol på stranden.
Det var i sensommeren 2007. Om vinteren havde der været et skred. Det største i 50 år. Et stort stykke af Møns Klint var skredet ned. 460.000 tons kridt, sand og ler var væltet i havet og havde dannet en lille, ophøjet halvø. Et par måneder senere kom endnu et skred. Stedet havde været afspærret, men var nu tilgængeligt. Vi gik op på den lille, gråhvide halvø – i sig selv ikke noget særligt, hvis man ikke kendte historien. Det viste sig imidlertid, at der her lå de fineste fossiler: bittesmå, lysegrå søliljer, søpindsvinepigge og små brudstykker af søpindsvinets skal. Det blev et spændende søge-og-finde-arbejde, der gav os et lille sus af fjerne tider.
Vi gik ned på stranden igen. Vore blik blev fanget af nogle små, runde, lyst gyldentbrune former, der nærmest lignede øjne, idet der inde i det lyse runde var et mørkt hul. Det var vættelys, der stod op i vandkanten. Der var mange. Det så meget fint ud. Og pudsigt. Normalt var vi vant til at se dem liggende. Vi kikkede og kikkede og samlede og samlede. Vi kunne næsten ikke holde op igen.
Læsåprofilet på Sydbornholm:
Og så stod vi der en skøn solskinsdag, nede i det næsten udtørrede åleje, og så de flotte, skarpkantede klippesider i graptolitskiferen, som fremstod i gyldne, rustbrune, sortbrune, grønbrune og forskellige smukke lysere og mørkere blågrå farver. Vi slog på nogle nedfaldne stykker, der åbnede sig og på en næsten sort baggrund fremviste en masse små mellemgrå figurer. Lidt a la skrifttegn eller små planter. Det var graptolitter, en uddød art af kolonidannende, marine dyr.
Vi gik videre til alunskiferet, der blandt andet er karakteristisk ved store, sorte, linseformede sten, der sidder mellem skiferlagene, de såkaldte antrakonitboller. Ordet kommer af græsk, hvor ‘antrakonit’ betyder ‘sorte sten’. De kan være op til tre meter i diameter og en halv meter tykke. Bollen vokser sig stor og skubber til skiferlagene. Selve skiferoverfladen kan tit være gul på grund af svovlkis. Man skulle kunne finde flere slags fossiler inden i bollerne. Især trilobitter og -brachiopoder er almindelige.
Antrakonitbollerne kaldes også stinksten. Hvis man slår hul på dem, kommer der en karakteristisk dunst af svovlbrinte. Denne grimme lugt havde vi glædet os meget til. Vi havde læst, at der lå nogle mindre antrakonitboller i ålejet, man gerne måtte slå hul på. Desværre fandt vi ingen. Vi vidste for lidt og havde for travlt. Nu er vi helt klar på en guidet tur næste gang, vi kommer til Bornholm.
Jurassic Coast en 150 km lang kyststrækning i Sydengland, et sandt eventyrland for fossilelskere er World Heritage beskyttet for sit enestående landskab – der omfatter 3 geologiske tidsaldre – og sin fossilrigdom. Blandt mange andre spændende fossiler er ammonitten en af dem, der gør sig særlig bemærket.
Ammonitterne, en uddød blæksprutteart er bevaret på flere forskellige måder. Den ovenfor afbillede der er bevaret i jernpyrit, også kaldet foolish gold (på dansk narreguld) vil, lige når den dukker op til jordoverfladen være guldglimtende. Efter nogen tid vil den antage den grønlige kobberagtige farve, som på fotoet og over tid vil den forvitre, fordi den bliver udsat for luftens ilt.
Ammonitfortovet foran museet var så overvældende fyldt af ammonitter, at vi først troede, at det var uægte. Det er bevaret i sten (hvilken ved jeg ikke) og forvitrer ikke.
Så er vi ude på en flad, grå stenstrand. Egentlig vil jeg gerne bade, men det kan, eller rettere, tør jeg ikke. Og heldigvis for det. Selv jeg, der er kortbenet, skal så langt ud bare for at få vand til midt på benet, at jeg bliver skræmt fra vid og sans ved tanken om at kunne blive overrasket af tidevandet. Jamen, så kan jeg jo soppe lidt. Jeg bevæger mig ud på, hvad der synes at være en kedelig, grå klippebund og bestemt også er det. Den er helt ensartet grå uden spil i farvenuancer. Og så uden varsel rejser mine hovedfjer sig med et voldsomt ryk. Jeg får gåsehud, eller rettere fossilsamlerhud. Jeg har aldrig set mage. Slebet helt glat ligger en ammonit på størrelse med … mon jeg kan tro mine egne øjne? Jeg blinker en gang, jo, på størrelse med en møllesten. Længere fremme ligger endnu en. Større endnu. Jeg vandrer lidt rundt på den blottede og nu dybt fascinerende havbund. Den største af alle ammonitter, gigantisk, lader sig skue for mine fødder. To og en halv meter i diameter.
THIS IS OUTSTANDING.
Aldrig før har jeg haft denne følelse af forbundethed med livet i fortiden. Jeg er totalt overvældet.
Oh, Stone Girl Bone Girl, det var her, du levede. Her, du dagligt fandt fossiler på stranden. Først i lære hos din far. Senere alene. Du afsøgte strandene ved Lyme og Charmouth for skatte, specielt efter vinterstormene, hvor kysten skrider ned og lækker i tusindvis af fossiler og har gjort Charmouth til det mest kendte sted i verden for fund af marine krybdyr fra lavere juratid. Du kom efter dit bytte, før det blev vasket bort af havet. Som 12-årig blev du kendt for at finde den store ichthyosarus. Navnet kommer af græsk, ‘ichthy’ betyder ‘fisk’, og ‘saurus’ betyder ‘firben’. Senere fandt du pleisiosaurus, svaneøglen. Disse fund spillede, sammen med mængdevis af andre fossiler, som du og andre fandt, en vigtig rolle i den nye evolutions videnskab, der førte til Darwins Arternes oprindelse.
Man bør læse din historie. Og nu dukker den op igen, sætningen: ’Lerskrænter så bløde som smeltet chokolade og enorme plader af jord, der i vældig fart styrtede ned på stranden og rev alt med sig, marker, huse og køer.’ Ja, men det er jo det, vi har læst om i beskrivelsen af det mystiske sted, The Undercliff, en særlig del af Jurassic Coast beliggende mellem Lyme og Axmouth.
På den smukke kyst ved Eastbourne, så vi også mange ammonitfragmenter. De fleste var sorte. Nogle var krumme. Andre var lige – de lignende fuldstændig dameskrå. Flere af dem lå bare løst på stranden. Andre fandt man, når man løftede en klump ler. Kermesos løftede en klump ler. ’Se her,’ råbte han. Ham, der sjældent råber. Indlejret i leret, perlemorsglinsende, changerende i alle regnbuens farver, var aftrykket af en ammonit. Det var gudesmukt. I samme øjeblik, man rørte ved det – vi kom til at røre et lille hjørne – tværede det ud i leret og forsvandt, som havde det aldrig været der. Fuldstændig eventyrligt.
udpluk af bogens tekst
Med vores pinke tunger, vi alle sjunger:
havet
hva’ har du lavet
gnavet
på strand
på skrænter
på alle kanter
blottet sten og rødder
ædt stien for vore fødder
pisket skummet hvidt
og bragt fossiler frem af kalk og kridt